Fagre nye verden

Det er ikke altid, det er sjovt, når man skal skifte job. Primært er det forbundet med nye udfordringer og spænding, men i de situationer, hvor man ikke selv har valgt, så er det godt nok noget værre hø.

Der er jeg lige nu. Jeg blev fyret grundet lukning af skolen, jeg er ansat på, og en fagkombination, som ikke var optimal. Så nu er jeg der!!! Forhåbentlig er der dog et eller andet job til mig derude. Det vil ikke være optimalt for mig at gå hjemme - uanset hvor mange bøger jeg så kan nå at skrive! Jeg er en arbejdshest, og jeg er bedst, når der er mennesker omkring mig i løbet af dagen. Det andet holder ikke i længden.

Men hvad så? Ja, der er vel håb. Jeg har da skrevet en uopfordret ansøgning, som jeg vil medtage på min "turné" rundt i nabolaget. Måske den vil vække interesse hos nogen. Kan kun håbe! Ellers bliver det vel vikartimer, og hvad jeg ellers kan støve op...

Fagre nye verden.

Nyt billede

Så harjeg endelig fået hul på pensel, lærred og farver igen. Herligt! Måske der har været en dybere mening med den lange ventetid. Det er i hvert fald en lidt anden stil, end den jeg plejer at male, men det er jo også godt at udvikle sig. Det har været rigtig sjovt at lave det - og jeg kan mærke, at der er mange flere i samme stil på vej. Ikke at jeg dropper de nøgne kvinder, portrætterne eller øjnene, men de meget glade farver er kommet for at blive, tænker jeg. Og jeg kan godt lide det naivistiske og ikke så let gennemskuelige i motivet. Selv for mig ligger der flere lag i figurerne og farverne.

Billedet var med mig i skole i dag, for at jeg kunne inspirere børnene i billedkunstundervisningen til at kaste sig ud i nyt og spændende. Stor succes! Og endelig et bevis på, at deres lærer var "lidt tosset" :)...

Tiden lige nu

Sidder her i min stue - her er stille. Den yngste er lagt i seng, og den ældste er hos en veninde. Hunden ligger ved mine fødder, helt rolig. Den seneste tid har jeg tænkt mange tanker og brugt rigtig meget tid til at skrive dem ned - bare ikke herinde.
Tiden lige nu er en tid fyldt med spænding, ængstelse, usikkerhed og håb. Jeg opdager nye sider af mig selv, som gør mig glad og spændt, og er samtidig helt underlagt andre menneskers beslutning rent jobmæssigt, som gør mig lidt ude af flippen. Kroppen reagerer helt spontant med at kaste kilo af sig. Det er jeg som sådan ikke utilfreds med, men jeg gør nok klogt i at få lidt kontrol over det.
Jeg har taget en 30 år gammel drøm om at lære at spille guitar op. Købt instrumentet med hvad dertil hører, og så sidder jeg hver eneste dag ½-1 time og øver mig. Mine fingerspidser er tydeligt mærket, men jeg fornemmer hele tiden, at jeg bliver bedre, hvilket er det bedste drivmiddel. Det er svært, synes jeg. Der er et sært pres fra mig selv, som skulle jeg nå noget. Der er bare ikke noget at nå. Men det er en tilfredsstillelse i sig selv, at jeg flytter mig, og jeg gør noget. Musik er samlende og ophøjende, og jeg glæder mig til den dag, hvor tonerne bare flyder helt af sig selv. Lige nu er det på så lavt et niveau, at jeg ikke flår den frem ved hver given lejlighed, og når endelig jeg spiller, så sørger jeg for at synge højt nok til, at små bøffer kan kamoufleres. Og når alt det så er sagt, så må jeg indrømme, at det er ren nydelse.
Min arbejdsplads skal nedlægges... Jeg har jo vidst det i et stykke tid efterhånden, men nu begynder det godt nok at stramme til. Inden for 1½ måned så kender jeg dommen. For det er sådan, det føles - som en dom, vi alle bare går og venter på, bliver afsagt. Jeg synes, vi kæmper bravt alle mand med at holde fanen højt, men på en skole, så er det svært ikke at blive påvirket fra alle sider - kolleger, elever, forældre, bedsteforældre... Det er ikke helt nemt. Mismodet er efterhånden ved at have sneget sig ind.
Og hvor skal jeg vende mig hen, når jeg kommer hjem? Der er ting, som børn ikke skal involveres i, og måder ens venner ikke kan støtte en på. Det lyder som en stor gang beklagelse, men det er det egentlig ikke - bare en konstatering af, at man som single godt kan trænge til det der særlige klem, når det hele spidser til, men ikke har muligheden for at få det. Jeg har det fint med min status, men savner da en at være tæt med i ny og næ.
Tiden lige nu er, som den er - med dage på langs, mange tanker og en spirende lyst til atter at få en kæreste.

Vifteformet tørklæde

Jeg har købt en ny bog for noget siden, som kun har tilbehørsopskrifter (huer, tørklæder, sokker, tasker...). Den er rigtig fin og har også både en strikke- og hækleskole foran med forklaringer på redskaber og teknikker. Det kan godt være en stor fordel, når man - som jeg - ikke har strikket i en årrække og så tager det op igen. For hvordan var det lige, det var?

I gemmerne havde jeg lidt billigt strømpegarn fra Brugsen (70% uld, 30% polyamid) liggende, som jeg har haft i en rum tid, og som aldrig endte til strømper, som planen ellers var. Da jeg så faldt over dette smukke tørklæde, så tænkte jeg, at det kunne være fint at bruge garnet netop til det. Selve opskriften kører over 5x18 masker, så afhængig af hvor bredt man ønsker det, kan man bare tage 18 masker mere eller mindre. Jeg har det fulde maskeantal og dermed 5 "baner". Mønsteret kører over 4 pinde og siger 1pind ret, 1pind vrang, 1pind mønster (*3x2r sm, 6xslå om pinden + 1r, 3x2r sm*) ** gentages pinden ud, 1pind vrang. 

Lige nu er det svært at se mønsteret, men det bliver hurtigt helt buet forneden, og da jeg strikker på en pind 3½, gør det heller ikke sagen nemmere. Havde jeg haft et blødere garn og strikket på større pinde (som det egentlig er skrevet til), så ville det nok allerede være tydeligere, men sådan blev det ikke, og jeg synes også, det er sjovt, at man af og til kaster sig ud i et projekt og ikke rigtig ved, hvor man lander. 

Når jeg strækker det ud, kan man dog godt fornemme, hvordan det ender, når jeg får vasket og ordnet det. Tror nok, jeg vil købe lidt mere garn i en anden kvalitet, så jeg kan få et rigtig luksus-tørklæde. Det er nemt at sidde med og bliver smukt.

Det er så trist derude....

Jeg synes, det er så trist udenfor lige nu. Blandingen mellem at være regnvejr og frostvejr. Sneen, der bare ligger og bliver tungere og tungere, for langsomt at forsvinde ned fra tage og andre placeringer over jordoverfladen som vand. I nattetimerne fryser hele skidtet så til igen med risiko for, at vi næste morgen kommer til skade, så snart vi bare bevæger os udenfor.

I nat agerede jeg chauffør for min ældste datter og nogle venner, der skulle hjem fra fest. Det var med en vis bæven, at jeg satte mig bag rattet - og det i rigtig god tid, for alle vejrmeldinger forudsagde isslag, og jeg ville gerne både ud og hjem i et stykke - og det uden buler! Stykket fra Kværndrup til Espe og retur blev da også taget et stille og roligt tempo. Vejbanen var uforudsigelig. Nogle steder lå sneen/isen tydelig, mens andre gav lyd fra sig. Men selvom der er lyd af vand, så er risikoen jo stadig til stede for, at det pludselig er frossent. Samtidig kørte vinduesviskerne for at fjerne al den småregn, der også meldte sin ankomst. Eneste plus må siges at være, at jeg denne gang havde et fint udsyn, da tågen holdt sig væk. 

Næsten færdigt projekt

Så er jeg ved at være færdig med mit projekt bluse. Den har været rigtig nem at lave indtil nu, og jeg synes, at resultatet ser lovende ud. Det er et super fint mønster - to pinde retstrik og to pinde med ret/vrang i rib-mønster. På selve blusen hele vejen rundt og forneden på ærmet er der en kant med retstrikning, ligesom der er retstrikning i siderne på blusen. Kanten foran fortsætter op i kraven.

På billedet her af ærmet kan mønsteret rigtig ses.

Men ellers går tiden mest med hende her - min lille Sol/Soli, der har vendt op og ned på vores dagligdag, fordi der pludselig er en, som vi SKAL hjem til. Hun er stadig ikke så glad for at være alene hjemme, men vi træner det, så det skal nok komme til at gå. Det er utroligt, hvad hun har gjort for min yngste datters forhold til dyr, og det er jo fantastisk. Men det er også svært ikke at falde pladask for en hund, der mener, at en sovestilling som denne er dejlig. ;-)



At pille op og starte forfra

Nogle gange må man bide i lor... og starte forfra - også selvom projektet er helt færdigt, og enderne er hæftet. Jeg havde fået lavet en ellers ret fin vest med en bred kant rundt, men den sad frygteligt på mig, og så var der kun een ting for - pille op og starte forfra.

Som sagt så gjort, og nu har jeg fundet en ny model, som jeg håber bliver mere perfekt på. Modellen er fra Drops Design (http://www.dropsdesign.dk/) nr. 119-6, og jeg strikker den op i en mørkebrun garn med 65% uld og 35% alpaca - Drops Nepal.

Det er en jakke med strukturmønster og sjalskrave, og som det kan ses på billedet, er det på rundpind. I siden kører der en bred bort af retstrikning, og selve jakken bliver strikket lidt ind i siderne, så den får facon efter kroppen.