søndag den 30. maj 2010

De Japanske Haver i Nr. Broby

Ufattelig skønhed og ro. Sådan kan jeg nok bedst beskrive den oplevelse, jeg havde i går i De Japanske Haver (http://www.dejapanskehaver.dk/).

Det er et dansk par, der har anlagt de fire haver rundt om deres private bolig - historie/livets have, meditationshaven med te-huset, udsigtshaven og vandrehaven. Området er ikke kæmpe, men det er meget spændende anlagt, og i øjeblikket står alle rhododendrons jo i blomst, så det er et ufattelig smukt syn.

Ved indgangen får man udleveret en lille folder, der beskriver selve arbejdet med at anlægge haverne og tankerne bag de forskellige haver. Samtidig er der en oversigt over alle de mange planter, der er sat.

Parret har også lavet spisested, hvor muligheden for at få japanske retter er til stede, og de holder gerne festen, hvis man ønsker en helt særlig oplevelse, men det kan man læse mere om på deres hjemmeside.

De har valgt at lave en fin aktivitetskalender, der giver mulighed for at blive klogere på den japanske kultur og høre mere om tankerne bag haven fra parret selv.
Jeg kan kun anbefale at køre dertil. Indgangen er 65,- for voksne eller 100,- for et sæsonkort. Er man til ro, vand, smukke blomster og ligevægt, så er De Japanske Haver stedet.
Jeg købte en lille klokke, før jeg gik derfra. Den glæder jeg mig til at hænge udenfor i min nye bolig. Den har den smukkeste lyd og minder mig om meditationshaven.