Sidder her i min stue - her er stille. Den yngste er lagt i seng, og den ældste er hos en veninde. Hunden ligger ved mine fødder, helt rolig. Den seneste tid har jeg tænkt mange tanker og brugt rigtig meget tid til at skrive dem ned - bare ikke herinde.
Tiden lige nu er en tid fyldt med spænding, ængstelse, usikkerhed og håb. Jeg opdager nye sider af mig selv, som gør mig glad og spændt, og er samtidig helt underlagt andre menneskers beslutning rent jobmæssigt, som gør mig lidt ude af flippen. Kroppen reagerer helt spontant med at kaste kilo af sig. Det er jeg som sådan ikke utilfreds med, men jeg gør nok klogt i at få lidt kontrol over det.
Jeg har taget en 30 år gammel drøm om at lære at spille guitar op. Købt instrumentet med hvad dertil hører, og så sidder jeg hver eneste dag ½-1 time og øver mig. Mine fingerspidser er tydeligt mærket, men jeg fornemmer hele tiden, at jeg bliver bedre, hvilket er det bedste drivmiddel. Det er svært, synes jeg. Der er et sært pres fra mig selv, som skulle jeg nå noget. Der er bare ikke noget at nå. Men det er en tilfredsstillelse i sig selv, at jeg flytter mig, og jeg gør noget. Musik er samlende og ophøjende, og jeg glæder mig til den dag, hvor tonerne bare flyder helt af sig selv. Lige nu er det på så lavt et niveau, at jeg ikke flår den frem ved hver given lejlighed, og når endelig jeg spiller, så sørger jeg for at synge højt nok til, at små bøffer kan kamoufleres. Og når alt det så er sagt, så må jeg indrømme, at det er ren nydelse.
Min arbejdsplads skal nedlægges... Jeg har jo vidst det i et stykke tid efterhånden, men nu begynder det godt nok at stramme til. Inden for 1½ måned så kender jeg dommen. For det er sådan, det føles - som en dom, vi alle bare går og venter på, bliver afsagt. Jeg synes, vi kæmper bravt alle mand med at holde fanen højt, men på en skole, så er det svært ikke at blive påvirket fra alle sider - kolleger, elever, forældre, bedsteforældre... Det er ikke helt nemt. Mismodet er efterhånden ved at have sneget sig ind.
Og hvor skal jeg vende mig hen, når jeg kommer hjem? Der er ting, som børn ikke skal involveres i, og måder ens venner ikke kan støtte en på. Det lyder som en stor gang beklagelse, men det er det egentlig ikke - bare en konstatering af, at man som single godt kan trænge til det der særlige klem, når det hele spidser til, men ikke har muligheden for at få det. Jeg har det fint med min status, men savner da en at være tæt med i ny og næ.
Tiden lige nu er, som den er - med dage på langs, mange tanker og en spirende lyst til atter at få en kæreste.
