mandag den 30. november 2009

Fantastiske elever

Børn er i sandhed fantastiske. Jeg er jo startet i smug på min nye arbejdsplads. Dvs. jeg kører dertil med jævne mellemrum - og i disse dage er det hver dag. Indskolingen er ved at lave musical, og eleverne har selv skrevet teksterne både til sange og selve skuespillet. Det er helt fantastisk.

Hver morgen oplever jeg en flok unger fra 0.-3. klasse, der øver med stor ildhu for at få en forestilling op at stå til på torsdag. Alt i alt har de 14 dage til at skrive, øve, spille, male og hvad der ellers måtte komme, før de på torsdag skal opføre små 45 minutters musical for først børn på deres egen alder i dagtimerne og om aftenen for deres søskende, forældre og bedsteforældre.

Ud over selve forestillingen har de et madhold, der sørger for, at alle deres familiemedlemmer torsdag aften får mulighed for at stille deres sult. Der bliver bagt i den store stil hver eneste dag.

Jeg er fuld af beundring for det stykke arbejde, de lærere har stablet på benene gennem flere år. Hvem, der er hjernen bag musicalidéen, ved jeg ikke, men hold da op, det sætter tingene i perspektiv. Det er børnene, der bestemmer. Og jeg oplever, at det er dem, der får lov at sætte dagsordenen i stor stil. Det er deres idéer, der kommer frem. Føles noget, vi voksne foreslår, forkert af dem, når det prøves, så bliver det børnenes fornemmelser, der vinder. Og det er knald godt, det der kommer frem. De foreslår tekster - og alt bliver skrevet i respekt for deres måde at sige tingene på.

Det er nogle af børnene, der spiller alle instrumenterne. Hver dag øver de på at spille de 7-8 sange, som musicalen består af. Det er forskellige, der synger de forskellige sange, og de musikere, der spiller instrumenter, bytter også rundt mellem numrene.

Jeg glæder mig til at være en del af musicalen de næste par dage, og jeg ser meget frem til at sætte mig til rette og nyde, hvordan det hele smelter sammen på torsdag. Samtidig glæder jeg mig over, at jeg til næste år vil få endnu en lejlighed til at være en del af denne fantastiske oplevelse.

1 kommentar:

  1. Glædelig jul til dig charlotte.Endelig lidt tid til afslapning:-)
    hyg dig med dine nærmeste og knus fra mig

    SvarSlet