Vores tomatplanter har fået vokseværk - især den ene er blevet ca. 8 gange højere på knap en måned. Vi ved ikke, om det er normalt, at den art vokser så hurtigt, men det er i hvert fald sket hos os. Nu går der ikke lang tid, før vi planter dem op i den store krukke, og de så kommer ud og stå på en varm og solrig plads. Der er allerede blomster på, så vi kan da håbe på, at der snart vil være friske og lækre, små blommetomater.
Foccacia! For en del måneder siden købte vi en bog lavet af Morten Heiberg med brød og søde sager. Da Sofie skulle konfirmeres, kiggede vi bogen igennem og fandt den nedenstående opskrift på foccacia, og vi besluttede, at det ville vi da prøve at lave til den dag. Hvilken oplevelse! Det lyder måske meget overvældende at kalde det en oplevelse, men det var det. Det er nok det lækreste brød, jeg nogensinde har lavet. Og så var det nemt!!
Man skal dog lige være opmærksom på, at brødet laves over to dage, men størstedelen af tidsfaktoren er hævning. Vi prøvede at bruge soltørrede tomater i stedet for rosmarin i det ene af brødene. Det kan godt anbefales. Tomaterne afgav både smag og bevarede noget af fugten i brødet.
Og så ville jeg lige vise min hulstenskæde. Den hænger ude på terrassen mod haven og pynter.
Og så er et af træerne i haven i fuldt flor. Kasper skulle lige stikke næsen dybt ned i en af blomsterne. De dufter tilsyneladende vældig godt. Og smukt ser det ud - både i dagtimerne og i aftenlyset.
I går anlagde vi en ny terrasse ude ved indkørslen. Det er nogle, vi har arvet af naboen, da de skulle have anlagt en ny. Fliserne er støbt på stedet i sin tid, så de er ikke ens - hverken i størrelse eller tykkelse. Det er ikke kæmpe forskelle, men nok til at man skal tænke kreativt af og til for at få det til at gå op. Vi tænkte på kunstneren Hundertwasser, da vi anlagde den - skæve vinkler og små ujævnheder er ok!! For at skærme ud mod vejen på det stykke, der ikke var dækket af buske, satte vi et rionet op og bandt grene på. Med tiden håber vi, at der vil vokse vedbend op ad den - eller ærteblomster, hvis vi når at plante dem! Det skal nok blive rigtig fint. Selvom der endnu ikke er noget grønt på hegnet, så er vi rigtig glade for terrassen, der har sol fra 10-tiden om formiddagen til 20-tiden om aftenen.
Vi har været i Svendborg i "De fire årstider" og hente vores krus i dag - krus fra Casagent. De er håndlavet og meget lækre, og så er de ikke helt ens, og det gør dem lige lidt mere interessante. Man kan få så mange ting i dag, der oser af enshed, og det er kedeligt og mangler det kunstneriske. Casagent laver mange forskellige kopper, krus, tallerkner og fade, og de er både ensfarvede og tofarvede. Kig ind på deres hjemmeside (www.casagent.dk) - der er mange lækre ting. God fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar