søndag den 24. maj 2009

Nye omgivelser, sommerblomster og arveplanter


Afblomstrede mælkebøtter... - det kan være et meget smukt syn, selvom man ved, hvilken plage de kan være i et bed eller i en græsplæne.
Heldigvis er det begrænset (takket være en ihærdig indsats), hvor mange mælkebøtter vi har tilbage i vores indkørsel.
Og vi kan med sindsro betragte vores krydderurtebed - for der er der i hvert fald ingen mælkebøtter, men kun meget lækre krydderurter, som vi dagligt kan glæde os over i madlavningen.

Vi har været på krukkeindkøb, så vores chiliplanter har fået nye omgivelser. De er efterhånden blevet så store, at vi snart regner med, at blomsterne springer ud, og der kommer små chili på. Det bliver spændende! De chili, vi selv har lavet, er lidt længere undervejs.

Samtidig med krukkerne kom vi også til at se på lidt planter - sommerblomster!! Det er svært ikke at købe en enkelt lille ekstra blomst, når man nu er så glad for dem. Og smukt ser det ud, når de har stået et stykke tid og har fået rigtig fat. Lige nu er de stadig små og klar til at bryde ud i fuldt flor. Vi har sat dem rundt omkring i krukker, højbed og ampler. Det bliver dejligt at se på sommeren igennem.

Smukt ser det jo ud med en ampel. Der er kun en ulempe - man kan slå hovedet ind i den!! Og det har jeg da også gjort et par gange..



Med fuchsia og sommerfuglelavendler så kan det aldrig gå helt galt. Der er noget graciøst over begge dele. Fuchsia er desværre ikke duftende overhovedet, men det er lavendlerne til gengæld. Sidste år var vi dog så uheldige, at de gik ud for os. Det håber vi på ikke sker i år.

I sidste uge væltede vores brændestabel og en del af vores potter måtte lade livet i den proces. Og så gør man jo nogen gange noget. Det gjorde vi også. Nu står det hele ganske anderledes.
Dagen i dag blev tilbragt sammen med naboerne en del af tiden. De knokler med at lave have i øjeblikket. Der har kørt temmelig mange maskiner rundt derinde, så deres græsplæne trængte til at få lidt ekstra jord på nogle steder. Det er efterhånden ikke småting, vi har arvet fra dem, så vi gik ind og hjælp med en rive. Inden dagen var omme, havde vi arvet 4 rhodrodendron, nogle brædder og en masse flisesten. Nu er rhodrodendron ikke lige de mindste planter, så det var nogle relativt store huller, der skulle graves. Samtidig er vi ikke engang sikre på, at de overlever flytteturen, men håbet er der da. Og indtil videre vil vi nyde synet af de store planter i blomst. Smukke ser de ud.

2 kommentarer:

  1. Smukt ser det ud. Og dejligt at kunne gå ud i haven og finde ting til madlavningen:) God mandag.

    SvarSlet
  2. Tak skal du have. Vi nyder det også rigtig meget.

    SvarSlet