søndag den 10. oktober 2010

CF og forstoppelse

Jeg synes, jeg bliver klogere, hver gang vi er på Riget, og jeg møder nogle af de gamle i gårde-læger. Det er jo i sig selv ret rart. På billedet er den medicin, Anne skal tage hver dag mod forstoppelse. Mucomyst er noget frygtelig ildelugtende stas, som normalt indtages i en inhalator, men cf'ere drikker det. 23 ml x 3 i disse dage - og så trapper vi ned fra i morgen. Det er et slimløsende middel, og det skal indtages, fordi cf'ere grundet deres sygdom får meget sej slim - og ikke kun i lungerne. Movicol skal opløses i vand/saft og er sammen med Actilax med til at modvirke forstoppelse. Anne synes ikke, det er herligt med noget af medicinen, men hun drikker det ufortrødent, fordi hun ved, det hjælper. Klog pige!! Vi skal heldigvis trappe ned på det hele fra i morgen.
Men hvorfor den forstoppelse? Jeg troede jo, at det var pillerne... Og ja, det er det på en måde også. Når almindelige (altså folk uden cf) spiser, så udskiller vi et enzym, der nedbryder/trækker næringen ud af fedt. Kroppen spekulerer ikke nærmere over mængden af enzymer, men leverer bare den mængde, der skal bruges. Cf'ere udskiller ikke det enzym, og det bevirker, at der er en masse faktorer, der er usikre. Alle mennesker spiser ikke ens - hverken ens mængder eller ens føde, men på Riget bliver de nødt til at tage udgangspunkt i vægt og alder samt se på vækstkurven, for at finde den rette dosis, da samme enzym skal indtages i pilleform. Trods alle bestræbelser på at finde rette dosis, så vil det altid blive et skud, og det vil aldrig blive muligt at efterligne naturen fuldstændig. Samtidig virker pillerne kun ½ time, så man skal være meget opmærksom på, hvor lang tid der spises.
Det er bare ikke alt. For når nu det ikke er muligt at ramme naturen, så vil der selvfølgelig være en reaktion i kroppen. Og hos cf'ere betyder det, at der vil være en risiko for, at der er føde, som ikke nedbrydes helt i tarmen og derfor sætter sig som ufordøjede rester. Tarmen er ikke sådan en lang, glat "pølse", men har mange krinkelkroge, og her kan resterne så hobe sig op, og hvis der pludselig er blevet for mange, så kan de samle sig og danne forstoppelsen. Og dertil var Anne så kommet.
Heldigvis så skulle Anne ikke indlægges, men det er der 4 andre cf'ere, der er blevet i denne uge, og dem sender vi en kærlig tanke. Opmærksomheden på ondt i maven har nu fået en anden karakter - for hvad står den for: er det ondt pga. sult eller pga. forstoppelse.... Uha! Den lille har mange små ting, hun skal lære at mærke. Og vi andre mange ting, vi skal lære at håndtere...

1 kommentar:

  1. Jeg blive helt matt af at læse dette! Det gode er at Anne tager det så "voksent" og fornufig.

    SvarSlet