Nogle gange bliver man meget forundret over naturen. I går, da jeg havde parkeret i carporten, fandt jeg denne 10 cm lange larve. Faktisk er jeg ret glad for, at jeg ikke kørte henover den. Den var usædvanlig smuk og på tykkelse med en kvindes pegefinger (eller i al fald min). Hvad det lige er for en, ved jeg ikke, men jeg syntes, at andre også skulle have lov at blive betagede af den mangfoldighed og forunderlighed, vores jord byder på. Da jeg så den, lå den på fliserne, men jeg tog den op med min nøgle og bar den over i græsset. Om den har overlevet, vides ikke, men nu er jeg ikke længere den eneste, der har kunnet nyde den.
Og så har jeg været på film-rov med min store datter i går. Egentlig var vores plan, at vi ville se Sex and the City i går aftes, men øjnene blev for tunge, så vi udsatte premieren til i dag. Og hvilken en!! Vi så faktisk alle tre film i træk. Herlige på hver sin måde - og jeg synes faktisk, at de alle som en gav mig noget at tænke på og over. Sorte Kugler giver stof til eftertanke vedrørende behandling af andre mennesker. Sex and the City handler om kærligheden og tilgivelsen. Og så er der jo Julie&Julia!!! Fantastisk film... Egentlig handler den vel om det at finde ind til kernen i det, man elsker og slapper aller mest af ved at lave/gøre - og i dette tilfælde er det at lave mad og dele oplevelsen med andre via bloggen. Jeg blev inspireret. Det må indrømmes. Og det satte tanker i gang. Hvad er det, jeg elsker og slapper mest af ved at lave og gøre? Det må jeg tænke lidt videre over. Synes der er flere ting. Måske jeg som Julie skulle sætte mig et mål - en deadline, og så få ført nogle af de mange projekter ud i livet som jeg synes er så berigende.
God weekend derude!
Jeg eeeeeelsker Julia og Julie. så den for 1 år siden og glæder mig vildt til jeg får den i julegave!!! ønsker du ved..
SvarSlet