fredag den 10. april 2009

Forlovet i 1 år

Kasper fik listet sig ud af huset i går for at købe blomster - vi kunne fejre det første år som forlovede. Og her er så, hvad han kom hjem med. En meget smuk buket! Der er intet så smukt som en buket - eller næsten i hvert fald. Jeg kan meget godt lide blomster.



Og så har vi fået genetableret vores lille krydderurtekrukkebed (langt ord, ikk'!). Fra nu og til sent på efteråret kan vi plukke friske krydderurter lige uden for vores køkkenvindue, og det er rigtig lækkert. Det er godt til frisk salat, ved stege, i dressinger... Ak ja, der er intet, der smagsmæssigt kan overgå de friske råvarer. Vi fandt også lige en rapsolie fra Morsø, som vi købte i FILT, da vi var i Hornslet. Egentlig var det ikke selve olien, vi gik efter, men flasken. Den er meget smuk, og da vi selv laver forskellige olier, så er det også dejligt at kunne fylde dem på nogle smukke flasker.


Og så er Kaspers Camellia sprunget ud med de smukkeste blomster, så store som en underkop. Den bliver et fantastisk syn at have stående. Vi nyder den meget, og det ser ud til, at den vil blive ved med at sætte knopper og komme med disse overdådige blomster.


Men hvad med husbyggeriet? Jo, nu er Anne atter flyttet ind på sit værelse, og hun stråler som en lille sol. Væggene er blevet hvide, og der er blevet flyttet lidt om, så der nu er blevet en helt anden plads derinde til at lege og hygge. Der mangler godt nok stadig at blive sat lidt ting og sager op på væggene og legetøj ind i reolen, men de store hovedlinjer er færdig.
Og så er der jo lige fodlister og maling af inddækninger, men det når vi nok!!

Der er sket en anden stor ting. Vi har fået dør i mellem stue og gang!! Uha, det har været stort. Nu kan vi lukke om aftenen, når ungerne er gået i seng - eller når de bader og hører høj musik. Og det er faktisk ikke den eneste dør, der er blevet sat i. Det ellers så velfungerende badeforhæng, der har været sat op i dørhullet ud til tøsernes badeværelse, er blevet udskiftet med en dør - af knapt så gennemsigtig art som ovenstående godt nok. Nu kan alle gå derud og lukke og låse døren efter sig, hvilket er en rigtig god ting.
Ja, det hele går fremad, og det er godt, men vi skal ikke glemme hinanden, så i dag har vi revet en dag ud af arbejdskalenderen og set hinanden dybt i øjnene, givet hinanden og ungerne påskeæg, snakket om indretning af bryggers og kontor - og nydt det helt fantastiske vejr som Vorherre har velsignet os med her i påsken. Dejligt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar