tirsdag den 28. april 2009

Teenagere

Så er jeg også hoppet på trenden (Beate!!). Vi var i Svendborg - kiropraktor (hun skulle se, om jeg kunne "repareres" i ryggen ovenpå alt husarbejdet, men rådet lød på at tage den med ro - ikke helt nemt!) - og der fandt jeg en bog om teenagere, som jeg tænkte, jeg kunne blive klogere af. Det er jo bare om at finde fodfæste, når man oplever sin ellers så velfungerende datter gå i teenage-mode.
Jeg ved ikke, om det er gyldne ord, der står i bogen, men jeg håber det.
Da jeg var lærer - aktiv, var de store unger nogle, der trak rigtig mange tænder ud. 20-25 teenagere samlet i samme rum til tyskundervisning kan godt være en stor mundfuld, og det har haft en indflydelse på mit velbefindende. Derfor håber jeg, at jeg kan lære noget, så jeg måske kan blive klogere på, hvad jeg gjorde galt, siden det tog sådan på mig.
Nu skal Sofie snart konfirmeres. Det fylder meget i hendes univers, og jeg prøver at tænke tilbage på dengang, hvor jeg var i samme situation: hvad tænkte jeg, og hvad ønskede og håbede jeg? Samtidig tænker jeg på, hvordan mine forældre taklede det. På den anden side så er tiden jo anderledes nu, så jeg kan ikke helt tage udgangspunkt i deres måde at gøre tingene på. Og så må jeg jo også tage højde for, at jeg er en anden end mine forældre - og Sofie er en anden end mig!
Men teenager det er hun. Den unge dame! Og jeg ser frem til at finde guldkorn i den nye bog. Måske er jeg så heldig at finde interessante sætninger, der kan bruges til at overleve i min nyfundne position som teenage-mor!

1 kommentar:

  1. Jeg håber du vil synes om den..
    den har da et par kloge ord oghar da lært mig at tænke på at de rent faktisk har gjort noget af dt jeg bad dem om ( og ikke hvordan:-))
    AT bordet ikke blev tørret af lige så godt som jeg synes er ikke det det handler om-- men at de gjorde et forsøg.j!!

    SvarSlet